Lokalplan

Landskab og sommerhuse i smuk harmoni

Da Kordals Klit blev etableret i 1973 af Sparekassen Nordjyllands Boligfond, var man klar over, at man her havde at gøre med et meget attraktivt område med enestående natur. I forbindelse med udstykningen havde man meget høje ambitioner om at bevare områdets natur, hvorfor man i en deklaration fastsatte strenge og særlige regler for byggeriet, således at husene falder naturligt ind i landskabet. Denne deklaration er fortsat gældende nu indarbejdet i den gældende lokalplan for området.

Kordals Klit er således et område, som Jammerbugt Kommune ofte fremviser som et enestående eksempel på, hvordan en udstykning kan laves, så de mange sommerhuse falder naturligt ind i det kuperede klitlandskab.

Grundejerforeningen har fra udstykningens start formået at få ejerne til at efterleve alle lokalplaner, vedtægter og deklarationer, hvilket har haft – og fortsat har – afgørende betydning for at bevare områdets unikke karakter. Det mål har vi i sinde at fastholde, og vi henstiller derfor til, at man sætter sig grundigt ind i lokalplanen, inden man bygger nyt eller om. Herunder nogle af de vigtigste bestemmelser.

Grundene
Grundene skal bibeholdes som naturgrunde uden anlagte græsplæner og uden dyrket have med blomster, køkkenplanter eller lignende. Terrænregulering skal begrænses mest muligt, og man må ikke fjerne klitter for f.eks. at få udsigt til havet. Grundene må ikke indhegnes, og træbevoksning må kun forekomme af hensyn til lægivning. Der må ikke etableres levende hegn i skel mellem grundene, bortset fra ”skovgrundene” mod øst .

For 11 grunde på Kordalslien er der en særlig situation, idet grundene fra starten har haft en beplantning. Dette er i overensstemmelse med de servitutbestemmelser, som var gældende, da grundene senere blev optaget i Grundejerforeningen Kordals Klit.

Sommerhusene
Husene skal placeres i særlige byggefelter. Der er mulighed for at bygge en garage med tilhørende udhus. Hus og garage skal indbyrdes placeres således, at bebyggelsen danner et harmonisk hele. Sommerhus og evt. garage er de eneste to bygninger, der må opføres på den enkelte grund

Husene udføres med ligebenet sadeltag med 20 graders hældning. Naturankenævnet har dog accepteret mindre afvigelser herfra. Afvigelserne omfatter kun forlængelse af taget i den ene side i forbindelse med etablering af udhus eller udvidelse af stue, rum m.m. Tagene skal være dækket helt med græstørv.

Husene skal være af træ. Det gælder både facader, døre og vinduer, og de eneste farver, der må anvendes, er sort, brune og grønne nuancer.

Beboelsesbebyggelsen skal være mindst 60 kvm og max 125 kvm for grunde under 2.500 kvm, og max 150 kvm for grunde over 2.500 kvm uanset andel i fællesarealet. Overdækkede terrasser er fastsat til max 30% af beboelsesbygningerne og max 35 kvm – og endelig er størrelsen af garage/udhus fastsat til max 50 kvm inkl. 15 kvm annex.

Varmepumper mm
Man må gerne opsætte en varmepumpe. Den udvendige del skal dog være skjult i en trækasse. Det er også tilladt at opsætte solcellepaneler på taget; dog max 5 kvm. Vi vil dog kraftigt opfordre medlemmerne i Grundejerforeningen til at undlade dette, da det vil være i konflikt med det overordnede mål om at lade husene falde naturligt ind i klitlandskabet.

Opsætning af udvendig belysning, f.eks. langs indkørslen, eller automatisk tænd og sluk belysning, når man ikke er tilstede i området, er ikke tilladt.

Uønsket bevoksning
Den invasive klitrose Rynket Rose breder sig med stor hast i klitterne langs vestkysten. Den er absolut uønsket i Kordals Klit, idet roserne lidt efter lidt kvæler marehalmen og derved omdanner klitlandskabet til en stor ”rosenhave”, som det ses mange steder i området mellem Blokhus og Løkken. Grundejerforeningen er ansvarlig for bekæmpelse af roserne på fællesarealet. Den enkelte grundejer bedes enten selv bekæmpe roserne på egen grund, eller evt. få grundejerforeningens entreprenør til at gøre dette mod en beskeden betaling.

Myndighed
Grundejerforeningen skal i henhold til foreningens vedtægter håndhæve bestemmelserne i lokalplanen. Dispensation kan meddeles af kommunalbestyrelsen efter høring hos grundejerforeningen. Kommunen har en påtaleret, men ingen påtalepligt, og i praksis vil man kun gribe ind, såfremt bestemmelserne har en sådan planmæssig interesse, at de kan indgå i en lokalplan. Den seneste lokalplan i Jammerbugt Kommune for sommerhusområder er dog ret restriktiv og tillader eksempelvis ikke henstilling af campingvogne på grunden.

Diverse
Sommerhusene er beregnet til familieboliger i sommerperioden og uden for denne periode kun til kortvarige ferieophold. Helårsbeboelse vil dog efter nugældende praksis blive accepteret af kommunen jf. almindelige regler efter ejerskabets varighed.

Man bør ikke færdes på fremmede grunde, specielt ikke, når ejerne er til stede. Skellene er markeret med skelpæle. Det er ikke tilladt at etablere udsigtsbænke i klitterne.

I mere end 50 år har skiftende ejere i Kordals Klit stort set respekteret og efterlevet deklarationerne. Det er vigtigt, at vi i fællesskab værner om og bibeholder vores smukke sommerhusområde. Grundejerforeningen appellerer derfor til alle medlemmer om, at vi fortsat efterlever deklarationerne i den ånd, de er etableret i.

Alle vil være tjent med, at vi bevarer områdets enestående karakter – og at vi tager hensyn til andre beboere i vores aktiviteter og færden i området.

Kildemateriale:

  • Lokalplan 24-010 for sommerhusområdet Kordal og Lille Norge
  • Vedtægter for Grundejerforeningen Kordals Klit